Her er du: Forside > Om os > I andre lande
 

Her arbejder Folkekirkens Nødhjælp

Asien

Asien er verdens største og mest befolkede kontinent.

Selvom lande som Kina og Korea har stor fremgang økonomisk og socialt, er der stadig mange asiatiske lande, hvor befolkningen lever med fattigdom, sult og brud på menneskerettighederne.

Asiens fattigste lande er specielt påvirkede af klimaforandringerne, der skaber oversvømmelser, tørker og naturkatastrofer. De fattigste bor altid i de mest udsatte områder, og rammes hårdest af klimaforandringerne.

Et andet stort problem er rettigheder. I mange lande respekteres de fattigstes rettigheder ikke, i Indien er en hel klasse af ”urørlige” systematisk udsat for diskrimination og overgreb.

Folkekirkens Nødhjælp arbejder i seks af Asiens fattigste lande med fattiges rettigheder, bekæmpelse af sult og forberedelse til de tilbagevendende naturkatastrofer.

Folkekirkens Nødhjælp arbejder i følgende lande – klik på dem, hvis du vil læse mere om landene på Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside.

 

Afrika

Afrika er det fattigste kontinent i verden, og Folkekirkens Nødhjælp har arbejdet med nødhjælp og udvikling siden 1960’erne. Det er her størstedelen af vores penge bliver brugt.

HIV/AIDS epidemien rammer Afrika allerhårdest; 22 millioner ud af de 33 millioner mennesker der på verdensplan har HIV, lever i Afrika syd for Sahara.

Afrika er et kontinent med store forskelle, men fælles for de fleste lande er, at de har en turbulent historie. Mange Afrikanske lande er først for nylig blevet demokratier, endnu flere er slet ikke. Der er ofte konflikter, borgerkrig og finder omfattende undertrykkelse af menneskerettigheder sted i de fattigste lande.

Også klimaforandringer påvirker Afrika hårdt – tørker og oversvømmelser ødelægger høsten og kaster tusinder ud i sult og hungersnød.

Folkekirkens Nødhjælp arbejder i 11 af Afrikas fattigste lande med at bekæmpe sult, HIV/AIDS, forbedre menneskerettighedssituationen for befolkningen og at rydde miner i de lande, der har været ramt af krig og konflikter.

Folkekirkens Nødhjælp arbejder i følgende lande – klik på dem, hvis du vil læse mere om landene på Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside.

 

Østeuropa og centralasien

Efter kommunismens og Sovjetunionens sammenbrud i 1991, har der været store omvæltninger i de tidligere kommunistiske lande i Østeuropa og Centralasien.

Overgangen til demokrati har ikke gået uden problemer, de politiske systemer er ofte korrupte eller ineffektive, og det sociale netværk, der kan hjælpe fattige eller udsatte borgere, er mangelfuldt. Især mangler der beskyttelse af mindretal, som romaer i Makedonien, og udsatte grupper, som hjemløse i Rusland.

Hiv/aids epidemien er også slået igennem i Rusland og Østeuropa, især unge bliver smittet med alarmerende hastighed.

Folkekirkens Nødhjælp arbejder i Rusland, Makedonien, Kirgistan og Kazakhstan med rettigheder til basale sociale ydelser, selvhjælpsgrupper og hiv/aids forebyggelse.

 

Vil du vide mere om arbejdet, kan du læse om de enkelte lande på Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside:

 

Mellemøsten

Mellemøsten er et både fattigt og konfliktfyldt område. Der er både enorme olierigdomme og ekstremt fattigdom, der eksisterer side om side. Folkekirkens Nødhjælp arbejder i Libanon og i Palæstina.

I Palæstina skabte oprettelsen af den Israelske stat enorme flygtningestrømme, og dermed startede Folkekirkens Nødhjælps arbejde i området. Vi har fokus på sundhed, demokrati og kvinders rettigheder.

I Libanon arbejder vi også med flygtninge og med at rydde klyngebomber, der ligger som rester efter konflikten mellem Israel og Libanon i 2006, og stadig spreder død og ødelæggelse blandt civile.

Læs mere om Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Palæstina og Libanon på Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside:

 

Mellemamerika

Mellemamerika er et område præget af social ulighed, korruption og ingen respekt for menneskerettigheder – i hvert fald ikke de fattiges.

Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Mellemamerika har fokus på adgang til mad, fattiges rettigheder og adgang til jord samt demokratisering, fred og forsoning og på at fremme respekten for menneskerettigheder.

Hvis du vil vide mere om Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Mellemamerika, så læs mere om landene på Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside: