Her er du: Forside > Skriv Opgave > Spørgsmål&Svar > Børn
 

 

Om børn og børnearbejde


   

Hvor er børnearbejde mest udbredt, og hvad er konsekvenser for børnene?

Børnearbejde er meget udbredt i fattige ulande. En børnearbejder arbejder dagen lang og har ikke tid til at gå i skole. Oven i købet er børnenes arbejdspladser tit farlige, fordi der ikke er sikkerhedsudstyr på maskinerne, og fordi børnene bliver sat til at arbejde med farlige kemikalier. Ofte er det forældrene, der sender deres børn på arbejde. Forældrene føler sig nødsagede til det for at sikre mad til familien. Man kan ikke tænke langsigtet og på børnenes skole og fremtid, hvis hele familien sulter.
Læs om børnearbejde på en tændstiksfabrik i Indien her.
Læs mere - på engelsk - om børnearbejde på Human Rights Watchs website her.


   

Hvad gør Folkekirkens Nødhjælp for at bekæmpe børnearbejde?

Folkekirkens Nødhjælps projekter rummer stort set altid en form for undervisning. Det kan være undervisning i skoler, undervisning af kvinder i sundhed, undervisning i landbrug osv. Alt sammen for at uddanne folk - og altså også børn. Uddannelse er en af vejene ud af fattigdom.

Folkekirkens Nødhjælp har fokus på uddannelse som en del af større projekter for at sikre, at børnene får skolegang og ikke arbejder dagen lang. Men vi har ikke målrettede projekter for børnearbejdere. Det har Red Barnet til gengæld. På deres hjemmeside kan du hente mange flere oplysninger om børn og børnarbejde.


   

Kan man sponsorere et barn gennem Folkekirkens Nødhjælp?

Folkekirkens Nødhjælp mener, at det er bedre at støtte et helt lokalsamfund frem for en enkel person gennem vores samarbejdspartnere.

Nogle børnesponsorater støtter projekter, som gavner hele lokalsamfundet, men selv i de tilfælde er administrationsomkostningerne ved selve sponsoratet – at holde øje med hvert enkelt barns fremskridt, at oversætte breve og tage fotos – en dyr affære. Administrationsomkostningerne dækker sponsorens behov, ikke barnets.


   

Hvilke sygdomme er de mest normale - og dødbringende - for børn i Afrika?

Mange børn i Afrika bliver meget syge af sygdomme, som vi her i Vesten, hurtigt kommer os over. Afrikanske børn dør f.eks. af diarre, simple infektioner og mæslinger. Malaria, som de får fra malariamyg, er også et stort problem. Når vi rejser til Afrika, medbringer vi myggenet, bruger mygge-afskrækningsmiddel og tager malariapiller. Men de fattige afrikanere har ikke adgang til noget af det. Derfor er det en sygdom, der slår mange mennesker ihjel.

Hiv/aids er også et kæmpe problem i Afrika – særligt syd for Sahara.

Sult er et af de allerstørste problemer, der er i den tredje verden. Umiddelbart tror man vel ikke, at sult er en sygdom. Men når børn ikke får mad nok, bliver de fysisk syge, deres hjerner udvikler sig ikke som de skal, de kan ikke indlære, som de skal. Problemet ved alle disse sygdomme er, at de fattigste meget, meget sjældent har adgang til lægehjælp og medicinsk behandling. Det betyder, at de nemt kan dø af en simpel sygdom.


   

Bliver børn i Afrika hurtigere voksne end børn i Danmark?

Børn i Afrika lever et meget andet liv end børn i Danmark. Mange tager del i det liv, de voksne lever, meget tidligt. De arbejder i mark og hus, passer søskende osv. Det er heller ikke ualmindeligt, at de selv får børn tidligt og bliver gift.


   

Hvor mange børn er forældreløse i Afrika?

Omkring 15.000.000 – eller tre gange så stort et tal som vi er indbyggere i Danmark.


   

Hvordan kan børns forhold blive bedre?

Det er afgørende, at børn får nok at spise, får adgang til lægehjælp og får uddannelse. På den måde kan de løfte sig selv ud af elendigheden. Desuden er det afgørende, at kvinder/piger får ret til selv at bestemme over deres egen krop og deres eget liv.