Om fattigdom i Indien

Hvorfor er der fattigdom i Indien?

Som det står skrevet på Udenrigsministeriets hjemmeside, er pengemangel nok det letteste og mest entydige svar på fattigdom i u-lande. Mennesker, der er tvunget til at leve for mindre end én dollar om dagen, betegnes som ekstremt fattige. Omkring en milliard mennesker i verden lever i ekstrem fattigdom. Heraf 200 millioner i Indien. Det betyder, at de lever for cirka 6 kroner om dagen. I Indien lever hver tredje i ekstrem fattigdom. Mens Indien oplever økonomisk vækst, må de fattige i Indien dog fortsat klare sig for under seks kroner om dagen. Velfærden har altså trange kår i verdens største demokrati.

Men: fattigdom er ikke bare et spørgsmål om mangel på mad og penge. Fattigdom rammer hele menneskets hverdag: den fattige har som regel ikke mulighed for at gå i skole og få en uddannelse eller få lægehjælp. Den fattiges status i samfundet er lav, ingen regner med ham – og slet ikke hende. Kvinder og piger er de fattigste af de fattige, og de har endnu mindre indflydelse på samfundsudviklingen og på deres egen situation.

En af de direkte konsekvenser af fattigdom i Indien er fx manglen på mad. En situation, der yderligere bliver forstærket af naturkatastrofer som fx oversvømmelser eller tørke, eller menneskeskabte konflikter. Men fattigdom i Indien drejer sig som sagt ikke kun om ikke at have penge til mad, men også om ikke at have råd til uddannelse, lægebesøg og et sted at bo.

Hvad kan man gøre for at mindske fattigdommen i Indien?

I Indien regner man som sagt med, at cirka 200 millioner indere er påvirket af eller lever i ekstrem fattigdom. Det er uoverskueligt mange at hjælpe på én gang. Heldigvis er Folkekirkens Nødhjælp ikke den eneste organisation, der har som mål at bekæmpe fattigdom.

Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Indien fokuserer i høj grad på rettigheder, moral og principper. De fattige skal nemlig kende deres ret og lære at organisere sig, så de kan få del i velfærden – del af den økonomiske vækst som Indien har i øjeblikket.

Folkekirkens Nødhjælp støtter også de mange gode kræfter i det indiske civilsamfund, som kæmper for at bekæmpe ligegyldigheden, og som arbejder på at nedbryde de ulige skel. Folkekirkens Nødhjælp arbejder for, at de fattige i Indien bliver ligestillet. Derudover hjælper Folkekirkens Nødhjælp også de ekstremt fattige når der fx sker en oversvømmelse, som der skete sommeren 2008.

Vækst og retfærdig fordeling af ressourcerne er grundlæggende forudsætninger for at udrydde fattigdom. Vejen frem består af jordreformer, mikrolån (små banklån til fattige, ofte kvinder) og virksomheder, der bidrager til et velfungerende arbejdsmarked, så flere kan få del i væksten. Det kræver i sig selv et miljø med en sundt fungerende økonomi såsom et fungerende banksystem og retsvæsen, god statslig styring af statens indtægter og et fungerende skattevæsen. Det er også vigtigt med en god og veludbygget infrastruktur.

Uddannelse er en anden forudsætning. I de lande, hvor fattigdommen falder hurtigst, har uddannelse været en nøglefaktor. På alle områder lige fra landbrug til IT giver uddannelse mulighed for øget produktion og større indkomst, både for den enkelte og for staten. Uddannelse øger folks mulighed for og evne til at deltage i samfundslivet, stille politiske krav og opnå større viden om omverdenen. Uddannelse giver stærke medborgere, og de er grundstenen i levende demokratier.

De rige landes forpligtelse til at bekæmpe fattigdom / 2015-målene: i 2001 underskrev medlemsstaterne i FN (som fx Danmark) nogle fælles mål for, hvordan fattigdommen skal bekæmpes frem til år 2015. 2015-målene, som de kaldes, består af 8 delmål, der hver fokuserer på ét område af bekæmpelsen. For eksempel er et af målene at halvere andelen af mennesker, der lever for under 1 dollar om dagen, så der i 2015 kun vil være 700 millioner fattige mennesker. Kina, Sydkorea og Marokko er eksempler på, at det kan lade sig gøre. Her er andelen af fattige halveret på mindre end én generation. Men som situationen ser ud nu, skal der en kraftig indsats til, før alle verdens fattige er halveret i 2015.

Hvad kan de fattige i Indien selv gøre for at mindske fattigdommen?

I artiklen "De fattige kan selv" fra ulandbrug.dk gives eksempler på, hvordan de fattige selv kan gøre noget mod fattigdommen.

Folkekirkens Nødhjælp mener fx, at de fattige selv skal have lov til at bestemme, hvilken slags hjælp, de skal have fra os. Og på hvilken måde. På den måde bliver de fattige ikke bare fattige modtagere af nødhjælp, men selv aktive i deres kamp mod fattigdommen.

Hvordan lever de fattige i byen og i landsbyerne og under hvilke forhold?

I byerne bor millioner af fattige indere under kummerlige forhold uden rent vand og sanitet i byerne - og med en konstant trussel om at blive sat fra hus og hjem hængende over hovedet. Mens de multinationale selskaber rykker ind og giver job til de veluddannede, er 80 procent af Delhis arbejdsstyrke sat af udviklingen. De er beskæftiget i den enorme uformelle økonomi, og millioner er henvist til usikre indtægter fra cykeltaxaer, skopudsning, småsalg af grøntsager eller for den sags skyld sortering af byens skrald med de bare næver. Overalt i fx New Delhi, hvor der er plads, ligger klynger af jhuggies, som inderne kalder de små hytter af bambus og en presenning, de fattigste bor i - på smalle striber jord mellem husmure og veje, langs jernbanespor, ved vejenes udfletninger. Ingen kender det nøjagtige antal slumbeboere, men det er mere end tre af New Delhis 15 millioner, og de lever tættere og tættere.

De fleste fattige i den tredje verden bor stadig i landområderne, hvor de hovedsagelig lever af landbrug. Der er meget stor forskel på hvordan og under hvilke forhold, de fattige lever i landsbyerne i Indien. Men fx i staten Orissa i distriktet Kendrapara bor de fleste kasteløse i afsidesliggende landsbyer, fordi det øvrige samfund ikke vil have dem som naboer. De betragtes som ’urene’. De skal gå barfodede og bøje hovedet, når de møder folk af højere kaste.

Mange steder har de ikke adgang til templer og offentlige vandpumper. De bor i primitive lerhytter uden adgang til rent vand m.m., og når naturen raser, og det gør den ofte i monsun-tiden, med cykloner eller oversvømmelser, så falder hytterne sammen på ingen tid. Derfor hjælper Folkekirkens Nødhjælp fx de kasteløse med at bygge mere solide huse af bambus og beton, som er jo er langt mere modstandsdygtige end lerhytter.

Følgende artikler fra noedhjaelp.dk fortæller om livet for de fattige i landsbyerne:

• Sult er mere end mangel på mad
• De fattige har intet valg
• Et land delt i to
• Mor spiser sidst
• Bambus, beton og benhårde kvinder

Har landets styreform nogen indflydelse på fattigdommen i Indien?

Indiens regering har vedtaget et meget ambitiøst program til bekæmpelse af fattigdom. De fattigste børn i Indien har for eksempel ret til gratis skolemad, og de dårligst stillede familier har krav på madrationer. Problemet er bare, at de enkelte delstaters evne til at føre lovene ud i livet er meget forskellig. I en ellers fattig delstat som Vestbengalen sker der en udvikling. I mange landsbyer er der opført toiletter og indlagt elektricitet, mens der i en delstat som Orissa har været store problemer med at få lokalregeringen til at handle. I flere af delstaterne er der også problemer med korruption, og i nogle tilfælde mangler delstaterne den nødvendige organisation til at hjælpe de fattigste.

Regeringerne i u-landene har et stort ansvar for at skabe udvikling i alle dele af deres samfund. Men de rige lande, som Danmark fx, skal hjælpe til. Fattigdom kan kun bekæmpes gennem et globalt samarbejde, hvor også de rige lande er med og tager ansvar. Folkekirkens Nødhjælp arbejder derfor også med at sikre, at regeringerne holder sine løfter. Dette fortalerarbejde (advocacy) udføres blandt andet gennem kampagnen Make Poverty History.

Er der nogen steder, der er værre ramt end andre?

Ja, landdistrikterne er oftest værre ramt af fattigdom, men i mange landsbyer ses dog også en udvikling. I dag er der fx mange flere motorcykler og fjernsyn end førhen. Men der er stadig områder af Indien, som er ekstremt fattige og underudviklede. Det gælder for eksempel stammeområderne i stater som Orissa og Andra Pradesh. Men det er vigtigt ikke at generalisere den ekstreme fattigdom i stammeområderne til hele Indien.

Hvordan får de fattige hverdagen til at hænge sammen?

Hverdagen som fattig i Indien, som fx kasteløs inder, er præget af hårdt arbejde.

Gamle traditioner står ofte i vejen for, at udsatte befolkningsgrupper – de fattige, kvinder, børn og kasteløse kan få bedre livsvilkår og rettigheder. Specielt de kasteløse, dalitterne, fastholdes i fattigdom og undertrykkelse. Omkring 160 millioner mennesker lever i ekstrem fattigdom som resultat af kastediskrimination.

Også kvindeundertrykkelse er udbredt som resultat af, at man i Indien traditionelt betragter kvinder som underlegne og som en økonomisk byrde. Vold, voldtægt og undertrykkelse er derfor hverdag for en stor del af kvinderne. Også børnene er ofre for fattigdommen og mange må ofte udføre risikabelt.