Her er du: Forside > Slutsult.nu > Blå bog Bangladesh
 

Shuli Halder

Alder?

14 år

Hvilken tro har du?

Jeg er hindu.

Hvem bor du sammen med?

Jeg bor i landsbyen Kamini Bashia. Min mor og far, to søstre og min bror måtte flytte ind i min morbrors hus, fordi Aila ødelagde vores. Nu er min storesøster og hendes mand og lille baby også flyttet ind, fordi deres hus også blev skyllet væk. Min morbrors familie vil gerne have at vi flytter igen, men vi ved ikke, hvor vi skal flytte hen.

Går du i skole?

Nej ikke mere. Jeg gjorde, da jeg var lille. Men jeg har svært ved at lære. Selv om jeg hører de samme ting igen og igen, kan jeg ikke huske dem. Da Aila ødelagde vores hus, mistede vi mange af vores ting. Også mine skolebøger. Så nu går jeg ikke i skole mere.

Hvad spiser du?

Om morgenen kl. 7 hjælper jeg min mor med at koge ris og tilberede grøntsager. Nogle gange har vi også fisk. Så spiser jeg noget af det. Om eftermiddagen spiser jeg lidt mere af det, vi tilberedte om morgenen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst var mæt. Jeg er svimmel og træt og kan ikke rigtig komme op om morgenen. De dage, hvor vi slet ikke får mad, har jeg bare lyst til at ligge ned.

Hvad drømmer du om?

Jeg vil gerne giftes ind i en familie, der har et hus og mad nok. Og som tjener nok, så jeg kan klæde mig smukt. Jeg vil gerne gå i blå jeans og nederdele. Mine forældre har kontakt med en familie, som gerne vil have mig. Deres søn handler med bananer, og familien har et flot hus, så ham vil jeg gerne giftes med. Jeg tror, at jeg kan spise mig mæt i hans hus. Men familien forlanger 15.000 taka (1.100 kr.) og noget guld i medgift. Og det kan min familie ikke betale.


Mohammed Mustafa Sardar

Alder?

18 år

Hvilken tro har du?

Jeg er muslim

Hvem bor du sammen med?

Min mor og far, mine fem søstre og min bror. Nu er min ældre søster også flyttet ind til os med sit lille barn. Hun var gift, men hendes mand forlod hende. Vi bor i Vitabhanga. Min familie var en af de få, der også boede her før cyklonen Aila ramte.

Går du i skole?

Nej, jeg går ikke i skole. Jeg fisker hver dag og tager til markedet på den anden side af floden for at sælge dem. Nu er min far blevet syg, så jeg er den eneste til at forsøge familien. Jeg tager ud på floden hver dag. Båden og nettene har jeg lejet, og så fisker jeg og opkøber også fisk, som jeg sælger igen.

Hvad spiser du?

Vi spiser to gange om dagen i min familie. Vi får ris og nogle gange grøntsager. Og måske fisk.

Hvad drømmer du om?

Jeg drømmer om at udvide mit fiskeri, så det bliver en stor og succesfuld forretning og så jeg kan tjene nok til familien. Før markerne her i området blev oversvømmet på grund af Aila, havde vi en dam bag huset med rejer. De gav en god indtægt. Men nu er marken bare mudder, og vi kan ikke bruge den igen, hvis ikke digerne bliver bygget op, så saltvandet kan holdes ude i floden.

Amrito Rai

Alder:

16 år

Hvilken tro har du?

Jeg er hindu.

Hvem bor du sammen med?

Jeg bor sammen med min far, mor, mine to brødre og to søstre i landsbyen Vitabhanga. Vi bor på det dige, hvor vi og alle de andre søgte hen efter cyklonen Aila.

Går du i skole?

Ja, jeg går i Kamini Basia Zial High School, der er en drengeskole. Den ligger på den anden side af floden. Nogle gange under monsunen kan jeg ikke komme i skole, fordi strømmen i floden er alt for kraftig og farlig til, at skibene kan sejle. Så bliver jeg hjemme, men sørger for at læse på alle fag hver dag.

Hvad spiser du?

Jeg spiser to måltider om dagen – om morgenen og om aftenen. Vi koger ris og laver chapati af hvede. Både ris og hvede har vi fået fra nødhjælpsorganisationer og regeringen efter cyklonen, men der er ikke så meget, så vi spiser kun lidt ved hvert måltid. En gang i mellem får vi også fisk, som vi selv fanger. Før cyklonen Aila ødelagde vores hus, og floden Dakhi oversvømmede vores rismarker med saltvand, fik vi mad tre gange om dagen. Også dengang var vi meget fattige og blev ikke mætte ved hvert måltid, men vi kunne selv dyrke ris og havde også en høne, som indimellem lagde æg. Og vi havde køer, som gav en lille smule mælk. Alle i familien fik noget at spise om morgenen, midt på dagen og om aftenen.

Hvad drømmer du om?

Jeg håber at gennemføre 10. klasse og bagefter få et arbejde, så jeg kan tjene nok til at forsørge min familie.


Shilpi Rai

Alder:

13 år

Hvilken tro har du?

Jeg er hindu

Hvem bor du sammen med?

Jeg bor i en hytte med mine to brødre, min søster og min far og mor i landsbyen Vitabhanga.

Går du i skole?

Ja, hver dag tager jeg båden over floden til KG VIjay Sammeloni Balika High School. Det er en pigeskole, og jeg er meget glad for den.

Hvad spiser du?

Nogle dage spiser jeg en gang. Andre dage to gange. Og indimellem får vi mad tre gange om dagen. Hvert måltid er ris, nogle gange med grøntsager. Men selv om vi spiser flere gange om dagen, får vi meget mindre at spise nu, end vi gjorde før Aila ødelagde vores hus. Derfor føler jeg mig også tit træt og lidt svag. Før Aila havde vi både jord til at dyrke ris og grøntsager, og vi havde 20 køer, som hver dag gav 4 liter mælk. 2,5 liter blev solgt, og 1½ liter drak vi selv.

Hvad drømmer du om?

Jeg vil gerne gøre noget for mit land og for mit folk. Så jeg håber at blive lærer, når jeg bliver voksen. Jeg drømmer om at undervise børn i engelsk, for jeg tror, det er vigtigt, at vi alle kan tale engelsk.