”Jeg tror på folkets styrke”

Dibalok Singha bruger sit arbejdsliv - og en stor del af sin fritid – på at forbedre fattige landsmænds sundhed og uddannelse. Han ser det som sit ansvar at forløse den styrke, som han ved, folket besidder.

De fattigste bliver afvist ved døren. Uanset hvor syge de er, har hospitalet hverken tid, mandskab eller plads til at behandle dem. Selv om Bangladesh’ befolkning i teorien har ret til en vis form for gratis sundhedshjælp og behandling, er praksis en anden. I den virkelige verden fungerer sundhedsvæsenet dårligt, og kun mennesker med penge kan altid regne med hjælp.

”At nægte de fattigste lægehjælp er umenneskeligt og meget ofte dødbringende”, forklarer Dibalok Singha, der allerede som ung nyuddannet læge i 1980’erne personligt græmmede sig over uretfærdigheden.

”De fattige levede i 80’erne - som nu - under forfærdelige vilkår. Derfor besluttede mine venner og jeg dengang, at når hospitalerne ikke ville tage imod de fattigste i vores land, så ville vi komme til dem. På vores ugentlige fridag tog vi ud i slummen og tilbød behandling og elementær sundhedsoplysning til alle,” fortæller den 53-årige læge.

Medicin og udstyr anvendte de i det omfang, medicinalvirksomhederne donerede det.

Hvor bliver retfærdigheden af?

Den ungdommelige retfærdighedssans fra arbejdet i Dhakas slum brænder stadig i den midaldrende læge, der i dag er direktør for den internationalt anerkendte NGO, som hans og vennernes frivillige arbejde i midtfirserne lagde grundstenene til. Hans øjne er intense, og armene gestikulerer ivrigt, når han forklarer, hvorfor han efter 25 år og med et lønnet direktørjob stadig trofast arbejder gratis på sine fridage, hvorfor han orker at behandle de samme tilstande – blandt andet diarre og sår - og give de samme råd om sundhed – blandt andet om vigtigheden af at vaske hænder. Han kunne jo – som de fleste andre mere velstillede – nøjes med at donere lidt af sit økonomiske overskud.

”Det handler om retfærdighed. Her i landet er de fattigste hjælpeløse, mens de rigeste virksomhedsejere kræver kompensation for tab i finanskrisen. Det hænger jo slet ikke sammen!” siger Dibalok Singha, der erkender, at grådigheden lever i os alle, og at han derfor håber, at også Bangladesh vil få en stærk statslig ledelse, som oprigtigt ønsker en retfærdig fordeling af landets goder.

Yngre lægers hjælpearbejde sat i system

Men endnu er det forblevet et håb, fortæller han. Og han kritiserer, at forskellen mellem rig og fattig i Bangladesh er øget voldsomt, siden landet blev selvstændigt i 1971.

”De rige nyder livet med masser af muligheder og sender deres børn i skoler i udlandet. De fattigste har ikke adgang til rent vand, deres børn går ikke i skole, de har ikke mad nok, de kan ikke komme på hospitalet. Og de kan ikke komme til orde,” konkluderer Dibalok Singha med både vrede og omsorg i stemmen.

Tilbage i slutningen af 1980’erne led Bangladesh under voldsomme oversvømmelser, som krævede mange dødsofre og omfattende hjælpearbejde. Dibalok Singha og hans venner besluttede dengang at organisere deres indsats og bruge erfaringerne fra slummen, så de også kunne nå ud til nogle af andre landsmænd med behov. Dermed blev organisationen Dushtha Shasthya Kendra (DSK) skabt. Den er nu en anerkendt og respekteret NGO med 1700 ansatte, der arbejder i 16 af Bangladesh’ 64 distrikter. Organisationen har både i Bangladesh og i udlandet en lang række samarbejdspartnere og donorer – blandt andre Folkekirkens Nødhjælp.

”I Vesten er mange rige imod den form for uretfærdighed, som vi ser i Bangladesh hver dag. Derfor arbejder vi i DSK og vestlige organisationer godt sammen. Sammen kan vi løfte det ansvar, som jeg mener er vores: At forløse folkets styrke,” siger han.

Af Anne Mette Futtrup