Cyklonen tog min skole

En af de første dage efter cyklonen Ailas hærgen gik 16-årige Taposhi Mistri ombord på den båd, der fragter børn og unge fra de omkringliggende landsbyer til skole. Hun fandt en plads på træbåden, og glædede sig til at vende tilbage til et nogenlunde normalt skoleliv efter de frygtindgydende dage under cyklonen. Men da båden nåede frem, var der ingen skole. Borde, bænke, tavler og bøger var forsvundet i vandmasserne.

En lang nat

”Jeg havde ikke oplevet en cyklon før. Men jeg vidste fra min mor og far, hvad det var. De havde fortalt om en meget farlig cyklon, som ramte landsbyen i 1980’erne. Den dag, Aila kom, troede de dog ikke, at det var en cyklon, der var på vej. Mine forældre gik ud fra, at det bare var kraftigt højvande og stærk blæst,” fortæller Taposhi Mistri. Hun og hendes fire søskende og forældre var alle hjemme, da vandstanden begyndte at stige om formiddagen. Først var forældrene forholdsvis rolige, men efter få timer nåede vandet næsten gulvhøjde i huset. Og da en ydermur i huset brød sammen på grund af vandmassernes pres, svømmede alle familiemedlemmer ud i vandet med retning mod diget, der var det højeste punkt i området.

”Men allerede halvvejs råbte min far, at vi skulle vende om. Vi havde ikke kræfterne til at svømme mod strømmen, og hvis vi skulle dø, sagde far, skulle det være i vores eget hus. Så vi fulgte strømmen tilbage og kravlede alle op på naboens tag, der havde sat sig i spænd, da huset kollapsede. Der sad vi hele natten – og var bange for at dø,” siger Taposhi Mistri.

Næsten alt forsvandt

Næste dag var vandstanden sunket, og cyklonens styrke mindsket. Familien ledte efter brugbare ejendele i vand og mudder, og glædede sig over, at de fire kyllinger og en ged, som de havde båret med op på naboens tag, stadig var i live. For alt andet var forsvundet.

”Før Aila havde vi ikke meget. Men vi havde nok. Vores jord var ikke af den bedste slags, men vi dyrkede ris og havde jo også dyrene. Desuden fiskede min mor. Nogle dage fik vi mad tre gange, andre dage kun én. Men vi havde det godt,” fortæller Taposhi Mistri.

Usikker fremtid

I dag bor Taposhi Mistri sammen med sin familie på det smalle dige sammen med næsten 200 andre familier. Deres hytte er bygget af ler og mudder, der er lagt henover et bambusskellet. Bangladesh’ regering og organisationer som Folkekirkens Nødhjælp har efter katastrofen delt nødhjælpspakker ud med mad, og Taposhi Mistris familie har fået lidt tøj, køkkenting og en presenning. Hjælpen er afgørende for familiens overlevelse nu og her, men cyklonen har gjort fremtiden mere uklar, og Taposhi Mistris drømme skyllede væk sammen med skolen:

”Jeg blev så ked af det. Jeg går i 10. klasse og var i gang med mine afsluttende eksamener, da Aila ramte os. Nu er jeg bange for, at jeg aldrig kommer til at gøre min uddannelse færdig.” Jeg vil så gerne gøre noget godt for mit land. Min drøm er at blive læge. Derfor studerer jeg hjemmefra hver dag – og håber, at min skole bliver bygget op igen. Jeg læser sammen med mine venner i de bøger, som nogle var heldige at få med fra deres hus, da de flygtede. Men jeg synes, det er svært at lære noget uden en lærer”, fortæller den 16-årige pige.