Bananchips betaler for skole og sko

De færreste kvinder i Honduras tjener deres egne penge, men gennem mikrolån kan kvinderne åbne en forretning og hjælpe deres familier ud af et liv i fattigdom.

Olga Marina Cordona stikker en ske ned i gryden med kogende olie.

Hun fisker en skefuld gule, sprøde bananchips op, lader dem dryppe af og lægger dem i en stor plasticskål.

Bananchipsene sælger hun i sin lille butik i bjerglandsbyen La Castellona i det vestlige Honduras, hvor hun bor med sin mand og deres seks børn.

Inden hun åbnede sin forretning, bestod familiens indtægt af de 10 kroner om dagen, som hendes mand tjente som daglejer i marken.

Det var kun lige netop nok til at familien kunne købe mad.

Da Olga Marina Cordona fik tilbudt et mikrolån, blev hendes drøm om at åbne en butik til virkelighed.

Et mikrolån er et lille lån, som organisationen tilbyder kvinder.

Pengene skal betales tilbage, men renten er lav, og kvinderne betaler pengene tilbage lidt efter lidt, når de har fået gang i deres forretning.

En vej ud af fattigdom

Siden Olga Marina Cordona forrige år åbnede sin butik, hvor hun sælger sodavand, slik og madvarer, er familiens økonomi blevet meget bedre.

”Vores liv er blevet meget bedre. Nu tjener jeg så mange penge, at jeg har råd til at købe tøj, sko og skoleredskaber til mine børn,” fortæller hun.

Og netop via mikrolånene kan kvinder i Honduras hjælpe deres familier ud af fattigdom.

Kvinderne kan ikke låne penge i almindelige banker, fordi de ikke kan stille sikkerhed. Men det er ikke et krav, når de låner penge af organisationer som for eksempel OCDIH.

Organisationen har i alt udlånt penge til 21 kvinder i området, der alle har åbnet forskellige forretninger.

Nogle af kvinderne sælger tøj eller hjemmelavede smykker, som de laver af korn og frø, og andre har åbnet et bageri eller en kiosk.

Råd til uddannelse

Landsbyen La Castellona ligger i et af de fattigste områder i Honduras, hvor omkring 80 procent af landbefolkningen lever i fattigdom.
Selvom skolen er gratis, går de færreste børn i skole.

Forældrene har brug for børnenes arbejdskraft i marken eller derhjemme og har i øvrigt ikke råd til
skoleuniformer og skoleredskaber. Størstedelen af folk i landsbyen er derfor analfabeter.

Olga Marina Cordona er stolt af, at hun har råd til at sende alle sine seks børn i skole:
”Jeg kan godt lide at arbejde og tjene mine egne penge. På den måde kan jeg hjælpe mine børn til at få en uddannelse, så de kan forfølge deres drømme.”

Af Anne Lund-Pedersen