HIV bomben tikker i Rusland

“Nasha, nasha!” – Vores, vores!, udbryder Irina og Viktoria i kor. Igor bremser minibussen ned og holder ind til siden ud for en ung kvinde, som står ved kantstenen og skutter sig i kulden.

Hun kigger nysgerrigt og lidt skeptisk på bussen indtil Irina åbner døren og inviterer hende ind.

Lunt inde i bussen

Vi befinder os i en af Skt. Petersborgs forstæder i februar. Det fryser ti grader udenfor. Det er koldt at arbejde som prostitueret på gaden på denne tid, men heldigvis er der lunt inde i Humanitarian Actions minibus – en ombygget autocamper.

Fem dage om ugen kører den rundt i Skt. Petersborgs gader for at hjælpe kvinderne, der stort set alle prostituerer sig for at opretholde et misbrug af heroin.

Det er hovedsageligt 1990’ernes sociale og økonomiske deroute i Rusland, som er årsag til, at kvinderne er i denne livssituation.

I bussen får de som udgangspunkt udleveret en lille pose med 5 kanyler, 5 desinficerende servietter og 15 kondomer, som skal beskytte dem mod at blive smittet med hiv og/eller at videregive hiv-smitten til andre.

Ingen rettigheder

”Det vigtigste i vores arbejde er, at kvinderne har tillid til os”, siger Viktoria.

Hun fortæller, at stofmisbrugere ofte bliver chikaneret, hvis de henvender sig til offentlige klinikker for at blive behandlet for hiv eller komplikationer af deres misbrug.

I bussen er stemningen derimod venlig og imødekommende. Kun et lille kort med initialer og fødselsdato identificerer kvinderne over for medarbejderne, som holder styr på, hvem der får udleveret hvad og hvor meget.

Desuden er det blevet sværere for stofmisbrugerne at købe kanyler på de apoteker som har åbent om natten. Det lokale politi holder nemlig ofte øje med apotekerne og står klar til at tjekke om de kunder som køber kanyler er i besiddelse af ulovlige stoffer. For nogle betjente er det desuden en måde at tjene lidt ekstra på ved at forlange bestikkelse.

Tidligere holdt politiet også til omkring Humanitarian Actions busser, men efter at organisationen har gennemført seminarer for politiet om vigtigheden af arbejdet i bussen, holder betjentene sig for det meste væk.

Dobbelt risiko for prostituerede

Der er voldsomt brug for denne type hiv-forebyggelse i Rusland, hvor den galopperende hiv-epidemi primært er drevet af stofmisbrugere, som smitter hinanden gennem brug af fælles kanyler.

Kvinderne som bliver hjulpet i bussen, er i dobbelt-risiko for at få hiv eller videregive sygdommen; gennem brug af fælles kanyler og gennem ubeskyttet sex. Ved netop at koncentrere sig om denne gruppe, forsøger Humanitarian Action bl.a. at undgå, at hiv-epidemien for alvor spredes til andre befolkningsgrupper. Det er ofte kunderne som afviser at bruge kondom, hvorfor kvinderne presses til usikker sex, selvom de kender risikoen.

Forebyggelse og tryghed

Men der er mere i arbejdet end blot uddeling af remedier til forebyggelse af hiv.

“De kommer selvfølgelig for at få materialerne, men de kommer ligeså meget for at få en lille snak om deres liv og problemer med nogen, som ikke fordømmer dem”, siger Irina, som har arbejdet i bussen i ca. to år.

Hun ved, hvad hun taler om, hun arbejdede nemlig tidligere som administrator på en massageklinik.

Derfor kan hun også fra lang afstand se, om det er en prostitueret, som står på fortovet eller bare en kvinde, som venter på bussen eller på at krydse gaden.

”Langt de fleste af pigerne er gengangere, men hver dag kommer der et par nye til”, fortæller Irina.

Kvinderne skal selv beslutte

Budskabet om at man kan få hjælp i bussen spredes i prostitutionsmiljøet og af enkelte læger på forskellige klinikker i byen.

Igor som kører bussen er ikke blot chauffør, men også psykiater og klar til at træde til, hvis der er spørgsmål af lægelig eller psykologisk karakter.

Ønsker en kvinde at komme ud af sit misbrug, kan hun desuden få en af Humanitarian Actions medarbejdere fast tilknyttet til at hjælpe hende gennem systemet.

”Vi siger til kvinderne, at vi er klar til at hjælpe dem igennem, men at det er deres eget valg. De skal være følelsesmæssigt parat og det er en lang proces”, siger Viktoria og tilføjer: ”De skal selv træffe beslutningen”.

Af Maj Kastanje, praktikant i Skt. Petersborg