Munke oplyser unge om hiv og aids

Jeg vil gerne hjælpe alle mennesker. Fattige og lidende mennesker. Derfor underviser jeg børn og unge om hiv og aids,” fortæller den 27-årige cambodjanske buddhist-munk, Momi Samnang. Momi Samnang har været munk i ni år og er en del af Folkekirkens Nødhjælps samarbejde med lokale pagoder om hiv/aids-forebyggelse.

Munken sidder i skrædderstilling på et tæppe i det store bederum i pagoden. Han er klædt i det karakteristiske orange lagen, som alle Cambodjas munke bærer og hans isse er skaldet. Som han sidder der i pagoden, der er malet i samme orange og røde farveskala og udsmykket med gyldne buddha statuer, er der en ophøjet ro omkring ham.

”Altså, du ser mig jo som en munk. Men jeg synes selv jeg er et ret almindeligt menneske”. Momi Samnang griner, og bryder den højtidelige stemning.

”Jeg er interesseret i at hjælpe alle mennesker. Fattige og lidende mennesker. Derfor underviser jeg om hiv og aids.”

Momi Samnang er 27 år gammel og har været munk i ni år. Han underviser børn og unge i pagoden hver dag i engelsk, litteratur – og hiv og aids-forebyggelse.

Underviser om medmenneskelighed

Momi Samnang kan ikke se noget underligt i at han er munk og samtidig underviser om et emne, der kan berøre kulturelt og religiøst kildne emner som f.eks. sex før ægteskabet. Han trækker på skuldrene og gentager, at han gør det for at hjælpe. Han underviser dog heller ikke i hvordan man bruger kondomer, men tager udgangspunkt i religiøse tanker om medmenneskelighed og næstekærlighed, når han lærer børn og unge at passe på sig selv og hinanden.

”Jeg underviser om forebyggelse. Men især om medmenneskelighed. Jeg lærer folkene at de ikke skal have fordomme og diskriminere dem med hiv, men respektere dem.”

Hiv og aids-syge i landsbyerne beretter, at det for ganske få år siden også var en social dødsdom at blive konstateret hiv-positiv. Naboerne kom ikke mere på besøg, ingen ville spise samme mad som dem og de blev udelukket af landsbysamfundene.

I dag er det anderledes. De hiv-smittede deltager i landsbylivet på lige fod med de andre og naboerne hjælper til når sygdommen bliver rigtig svær. Cambodjanerne har høj respekt for deres munke og deres ord, så de har et stort ansvar for den positive udvikling.

”Jeg fortsætter med at undervise så længe det er nødvendigt.” Siger Momi Samnang og smiler.

Af Maia Kahlke Lorentzen