Her er du: Forside > Temaer > Hiv/aids > Artikler > Rollemodeller med virus i kroppen
 

Rollemodeller med virus i kroppen

Selv om mindst 15 procent af Malawis voksne befolkning lever med hiv, er sygdommen pakket ind i tabuer. En landsby fyldt med hiv-positive gør op med fordommene og viser, at det er muligt at leve med sygdommen.

Der var ingen, som kunne fortælle Zigale Ssafe, hvad hendes mand fejlede. Hverken heksedoktorens urter eller bønnerne i kirken havde hjulpet på hans skranten, og nu lå han foran hende. Død. Efter 14 års udmarvende kamp, havde hans benede krop givet op. Det var i det øjeblik, Zigale besluttede sig for at få taget en hiv-test. Og da det efterfølgende viste sig, at den var positiv, blev Zigale overbevist om, at det var aids, der havde dræbt hendes mand.
”Vores slægtninge sagde, at han døde, fordi han var forhekset”, fortæller Zigale Ssafe. ”De lo af mig når jeg sagde, at det var aids. Og at jeg selv havde hiv”.

Lettet over at være testet positiv

Da Zigale fik sit testresultat, blev hun lettet. Fordi hun for første gang vidste, hvad det var, der gjorde hende syg. Samme følelse fik Jen Chimutu, da hun i 2001 fik konstateret hiv. Og igen da hun kort tid efter blev gravid og fødte en søn, som viste sig også at være smittet.

”Nu kan jeg i det mindste planlægge en fremtid for mine børn”, konstaterer Jen Chimutu. ”Havde jeg ikke vidst det, ville både de og jeg dø”.

Rollemodeller bryder med fordomme

Både Jen Chimutu og Zigale Ssafe bor i en af de få landsbyer i Malawi, hvor beboerne taler åbent om deres sygdom. Både med hinanden og i andre byer, som de tager ud til for at nedbryde tabuet om hiv og aids.

Ved siden af en have fyldt med majsplanter og kål bor landsbyens 25 beboere, som alle er hiv-positive. Det lille samfund og folkene i det er rollemodeller for andre malawianere. Fordi de lever et almindeligt liv på trods af deres sygdom, og fordi de støtter hinanden og dele erfaringer.

”Det er ikke let at leve alene som hiv-positiv. Men fordi jeg er i gruppen her, er jeg fri. Jeg bekymrer mig ikke længere”, siger Zigale Ssafe. ”Her møder vi ingen fordomme og på grund af den rådgivning vi får fra SWAM, kan vi leve godt”.

Af Petrine Elgaard