Nødhjælpsarbejder på gloende pæle

Verden væltede på Haiti den 12. januar 2010, da undergrunden sprak og slap et vældigt jordskælv løs. Det ødelagde hovedstaden Port-au-Prince og omkring 200.000 menneskeliv og berørte andre tre millioner. Siden har mange nødhjælpsarbejdere kæmpet for at genskabe livet for haitianerne.

Presenningerne er spændt ud over bilvragene i den midlertidige lejr. Et par nysgerrige børn hænger ud af de nedslidte biler. Her, hvor jorden sprak, ligger deres legeplads. Bilerne er også deres soveværelse og deres dagligstue.

Imens børnene iagttager dem nøje, bevæger nødhjælpsarbejderne sig langsomt ind på ukendt land. Magtesløsheden hænger som en tyk tåge over byen, og det er ikke ufarligt at færdes blandt de udslukte og trængende ansigter.

Fornemmelsen af noget genkendeligt banker på hos Nils Carstensen, der er udsendt af Folkekirkens Nødhjælp, som han går der blandt børn og bilvrag. Frustrationen og forvirringen kredser over lejren. Følelserne er på overarbejde i disse dage efter jordskælvet, og det er blandt andet dem, som nødhjælpsarbejderne skal forsøge at dysse ned ved at genetablere strømforsyninger og bringe rent drikkevand frem til de nødlidende. Hurtigt, meget hurtigt.

Troen på et liv før døden

Nils Carstensen opholdt sig to uger i hovedstaden Port-au-Prince en måned efter jordskælvet i Haiti blandt murbrokker og overlevelsesmentalitet. Hvorfor?

- Det er som at gå på en frossen sø, der smelter under fødderne på én i forårssolen. Man må hoppe lynhurtigt fra isflage til isflage for hurtigst muligt at sætte sig ind i konteksten. Meget er overladt til tilfældighederne, men det, som nødhjælpsarbejdere har til fælles, er, at vi godt kan lide at få kastet en udfordring i hovedet, fortæller Nils Carstensen.

Folkekirkens Nødhjælp har siden 1922 lavet internationalt nødhjælpsarbejde i klodens brændpunkter. Organisationens hovedbudskab er, at alle mennesker er ligeværdige, og at også de fattigste har en styrke, der kan bygges videre på. Sloganet Vi tror på et liv før døden understreger, hvorfor folk som Nils Carstensen regelmæssigt bevæger sig rundt på gloende pæle i verdens udsatte områder.

Menneskelige ressourcer trods sorgen

- Det er OK, bare prøv at følge med. Vi skal nok komme igennem, det er helt fint, råber den haitianske guide Gary til Nils Carstensen. De forsøger at bane sig vej gennem de hundredtusinder af mennesker, som er på gaden i Haitis hovedstad Port-au-Prince for at tage del i en stor sørgehøjtidelighed for jordskælvets ofre. Der er gået et par uger siden den tragiske hændelse.

Alene på byens centrale plads, Champs de Mars, er omkring 40.000-50.000 mennesker samlet - en menneskemængde på størrelse med en Roskilde-festival, men bemærkelsesværdig rolig i forhold til antallet. Her er voodoo-præster, TV-personligheder, katolikker, protestanter og andet godtfolk.

Befolkningen forsøger på denne måde at tage et lillebitte, mentalt skridt væk fra de voldsomme begivenheder, der har ramt dem som et lyn fra en klar himmel. Befolkningen har fortsat en glød af styrke i behold. Man hører de tusindvis af stemmer, der synger med på samme salme og ser massevis af arme strække sig mod himlen.

Fornemmelsen af de mange ubesvarede spørgsmål, der kredser over menneskemængden som usynlige gribbe er påtrængende: Hvorfor er dette sket, og hvornår kan vi vende tilbage til vores normale liv?

Ikke alt er væltet

Billederne, der går verden rundt, viser ikke alt det, som de lokale gør for hinanden i katastrofeområdet.

- Det er vigtigt at have respekt for det samfund, man udsendes til, siger Nils Carstensen, der mener, at en stor del af æren for hjælpearbejdet ligger hos befolkningen selv.

På lang sigt kan nødhjælpsorganisationerne dog løfte på en anden måde end de lokale borgere. Fra tidligere at have været et katastrofesamarbejde er 100 internationale kirkelige nødhjælpsorganisationer i 2010 gået sammen for at styrke ressourcerne i et langsigtet udviklingssamarbejde. Alliancen hedder ATC, hvilket står for Action by Churches Together. På den måde kan områder som Haiti ikke blot hjælpes her og nu, men også nyde godt af mere langsigtede strategier.

Psyken flyver hjem meget senere

Det tager et halvt døgn at komme til Haiti, men det varer en til to måneder at bevæge psyken hjem igen.

- Jeg får mere med hjem, end jeg kommer med. Der er noget, som jeg ikke vil give slip på, og noget, der ikke vil give slip på mig. Jeg var en lille del af det hele og fornemmede bare, hvordan både sorgen og håbet var til stede. Den følelse sidder endnu i mellemgulvet, slutter Nils Carstensen.

Af Iben Bjurner