Her er du: Forside > Temaer > Klima > Artikler > Klima i forandring
 

Klima i forandring

Verdens klima er i forandring. Klimaforandringer betyder en generel forandring i jordens klimaforhold. Den største forandring vil være, at den generelle temperatur på kloden vil stige.

FN mener, at hvis jordens gennemsnitstemperatur stiger mere end 2 grader, vil vi opleve farlige klimaforandringer, der vil have store konsekvenser for den måde, vi lever på.

Forskerne er stort set enige om, at temperaturen i verden stiger, fordi der udledes drivhusgasser, når olie, træ og naturgas brændes af. Siden midten af 1800 tallet, har vi udledt mere og mere CO2 i atmosfæren, fordi der er kommet flere fabrikker, biler, fly, hårtørrer, mikrobølgeovne, computere og mange, mange andre maskiner, der alle bruger energi.

Klimaet forandres, fordi mennesket udleder enorme mængder CO2 hvert år, samtidig med at vi rydder verdens skove, som normalt neutraliserer den CO2, der udledes.

Hvad vil klimaforandringerne betyde?

Klimaforandringerne kan betyde at:

  • Vandstanden i verdenshavene vil stige
  • Jordens overfladetemperatur vil stige
  • Der vil komme tørke i områder
  • Andre områder vil blive ramt af oversvømmelser, orkaner og andre naturkatastrofer på grund af vejrændringer.

Disse ændrede klimaforhold kan få meget alvorlige konsekvenser, ikke bare for miljøet, men også for alle mennesker på jorden. Konsekvenserne af klimaforandringerne vil være:

  • Miljøødelæggelser og uddøde dyreracer
  • Ødelagt høst og landbrug, der skaber hungersnød
  • Vandressourcer tørrer ud – enorme områder vil blive ubeboelige
  • Enorme mængder ”klimaflygtninge” der flygter fra lande med tørke, oversvømmelse og konflikter på grund af forandringerne i vejret.
  • Lande, hvor klimaforandringerne rammer hårdest, vil opleve, at befolkningens sundhed, uddannelse og stabilitet går ned
  • Både enkelte lande men også verdensøkonomien vil blive påvirket af klimaforandringerne

U-lande rammes først

I Danmark har vi endnu ikke oplevet alvorlige effekter af det ændrede klima.

Men mange lande i Asien, Afrika og Sydamerika oplever allerede tørke, oversvømmelser og andre naturkatastrofer på grund af klimaændringerne. Udover naturkatastrofer som orkaner, oversvømmelser og tørker, der dræber mange, skaber det også konflikter om land og adgang til drikkevand og mad. Konflikter som driver folk på flugt i den fattige del af verden.

Fattige lande som Cambodja, Bangladesh, Honduras, Malawi og Etiopien har ikke det udstyr eller den infrastruktur, der skal til, for at være klar til naturkatastrofer som tørker eller oversvømmelser.

I disse lande lever op til 80% af befolkningen af at være bønder og får kun lige mad på bordet af at dyrke deres marker. En enkelt sæson med tørke kan derfor betyde en sultkatastrofe for et helt land, som det er tilfældet i Etiopien, hvor der har været tørke i to år. I Malawi laver fattige bønder huse af ler og palmeblade, og de kan ikke holde til orkaner eller tunge regnskyl. Derfor oplever mange, at deres huse skyller væk under de enorme regnskyl, som klimaforandringerne er skyld i.

Folkekirkens Nødhjælp arbejder derfor med at hjælpe de fattige, der bliver berørt af klimaforandringerne.

Klimaforandringer – Hvad gør vi?

Som udviklingen går lige nu, vil klimaet blive ved at forandre sig og give mere tørke, oversvømmelse og naturkatastrofer, der vil ramme verdens fattigste lande hårdt. Derfor er det vigtigt at hjælpe befolkningen i lande som Etiopien, Malawi og Cambodja med at leve med det forandrede klima. Det kan man gøre på flere måder:

Gøre klar til katastrofen. Fattige mennesker skal have hjælp til at bygge oversvømmelsessikre huse, lave klimavenlig strøm f.eks. med vindmøller eller solceller, overkomme tørken med vandingsanlæg og bygge mere solide huse.

Overføre teknologi, der kan hjælpe dem med at leve med klimaforandringerne og skabe bæredygtigt landbrug. F.eks. biogasanlæg, solceller og vindmøller. På den måde kan de fattige få hjælp til udvikling uden at forurene mere.

Arbejde for bæredygtighed og påvirke vores politikere til at fokusere på klimaet både herhjemme og ude i verden. Klimaforandringerne påvirker i sidste ende os alle, derfor er handling vigtig nu, så vi ikke når et punkt, hvor jordens klima ikke kan reddes.