Gadebørn er klimaflygtninge

I Malawi lever tusindvis af børn på gaderne. Der forsøger de at skaffe sig den mad, deres forældre ikke kan give dem på grund af tørke, oversvømmelser og den medfølgende dårlige høst.

Petro Redson trækker papkassen længere op over hovedet og vrikker sig bedre til rette på bænken. Hans mave knurrer under den fedtede bluse, men det er der ikke noget at gøre ved, for der var ikke mange, som ville give ham en pengeseddel eller to på markedet i dag.

Derfor har Petro ingen mad fået. Han trækker benene op under sig, så fødderne ikke stikker ud under pappet og ligger så stille som muligt.

Måske kan han slippe for at blive vækket af de større gadedrenge i nat, hvis de ikke opdager ham.
De leder altid efter ham for at stjæle de få kwacha-sedler, han har tigget sig til i løbet af dagen. Når de finder ham, giver de ham tæsk.

Men det er ikke bankene, der gør Petro bange. Det er derimod de mænd, som dukker op i mørket og stikker deres hænder ind mellem hans ben. De tvinger ham ned på knæ i støvet og gør unævnelige ting, som gør ondt og får ham til at bløde. Alene tanken om dem gør Petro så rædselsslagen, at han ikke længere tør kigge fremmede mennesker direkte i øjnene.

Når Petro har det bedst, sover han. De bedste drømme er om hans mor. Petro drømmer, at de bor sammen i et hus. Han kan stadig huske hende, selvom hun døde, da han var lille.

Drømmene forsvandt

Fire måneder tidligere, inden Petro tog toget alene til Malawis største by Blantyre, var han en fattig, 8-årig dreng i en lille landsby. Dengang var han ikke bange for noget. Han boede sammen med sin far, søster og storebror. Men så døde søsteren, broren stak af og Petros far flyttede ud på en theplantage, for at arbejde der, fordi han ikke kunne klemme flere afgrøder ud af sit jordstykke. Tilbage i landsbyen var Petro sammen med en syg bedstemor, så han valgte at hoppe på toget.

Nu er Petro helt alene. Han bruger dagen på at tigge på markedet. På en god dag kan det blive til cirka to danske kroner. For dem kan han købe en klump nsima, den majsgrød, som alle malawianere spiser. Petro har ingen venner og taler sjældent med nogen. Han går ikke i skole og fremtidsdrømmene har han droppet.
”Kun børn, der går i skole, har lov til at drømme”, mumler han.

Sex i bytte for majsgrød

Petro er langt fra det eneste barn, der hutler sig igennem tilværelsen i storbyen. Hvert år fra august og frem til høstsæsonen i april, er Malawi ramt af en sultperiode. I løbet af de måneder kan de organisationer, som arbejder med gadebørn og forældreløse, se, at der dukker flere lasede unger som Petro op i byerne.

Gadebørn, der er blevet sendt væk hjemmefra af deres desperat fattige forældre, som ikke har mere mad at give dem.
Når forældrene igen har høstet i april, er der mad nok i nogle måneder, og børnene kan vende hjem igen. Hvis familiernes marker ellers ikke er blevet ramt af tørke eller oversvømmelse i mellemtiden, som har ødelagt afgrøderne. Men når de få sække majsmel, der kommer ud af markerne , er tomme, bliver børnene igen sendt væk hjemmefra, for at prostituere sig, tigge eller arbejde.

Petro og de andre gadebørn en del af den sult-problematik, som den globale opvarmning og klimaforandringerne har skabt. Uden selv at være klar over det, er Petro en slags klimaflygtning. For Malawi er hårdt ramt af tørke og oversvømmelser, som ikke fandtes i samme grad for bare syv år siden. Det er dem, der ødelægger høsten og tvinger forældrene til at sende deres børn væk.

Dystre tal

Undersøgelser viser, at der i 1970erne gennemsnitligt var én oversvømmelse og én tørkeperiode i Malawi hvert år. I dag har tallene ændret sig drastisk. Nu er der mindst to til tre tørkeperioder og ti oversvømmelser hvert år. Det har store konsekvenser for landmændene og deres familier.

Tidligere var regnsæsonen præcis. Den varede fra november til februar, og ud fra den kunne bønderne regne ud, hvornår de skulle plante, for at kunne høste i april. Men nu har regnmønstret ændret sig. Regntiden er blevet uforudsigelig, den begynder senere og slutter tidligere. Hvis der ikke kommer nok regn, tørrer planterne ud, og høsten bliver dårlig. Under tørke kan hele marker blive ødelagt. Kommer der for lidt regn, modnes planterne ikke. Kommer der for meget regn eller oversvømmelser, drukner afgrøderne.

Fortsætter udviklingen som nu, står de malawianske landmænd til at kunne høste 50 % af det, de kan i dag, i år 2020.

”Børnene bliver ofre for en udvikling, de er uden skyld i”, siger David David Chapitz, projektleder ved ngo’en Chisomo, som tager sig af gadebørnene. ”Og det er svært at se, hvordan det skal blive bedre”.

Petro har ingen familie at vende tilbage til, når høsten er i hus i april. Ligesom mange andre forældreløse børn, må han blive ved med at klare sig efter bedste beskub under papkasserne på Blantyres markedspladser.

Af Petrine Elgaard