Klimatopmøde 09
Skoleelever valfartede til det alternative klimatopmøde, klimaforum, i DGI-byen på Vesterbro.
Trafikken af mennesker, stemningen og lydene minder mest af alt om en hovedbanegård.
Men det er DGI-byen på Vesterbro i København. Det er andendagen for åbningen af det globale klimatopmøde i København, COP15. Og det er netop nu, at de første af flere tusinde frivillige og repræsentanter fra omkring 150 private organisationer (NGO’er) fra hele verden, er gået i gang på Klimaforum 09, der er det alternative klimatopmøde.
Ved Folkekirkens Nødhjælps bod var der især bud efter de sort-rød-hvide badges ”Time for Climate Justice, ” som uddeles gratis i forbindelse med underskriftindsamlingen Countdown to Co2penhagen. Læs mere om kampagnen her
Flere skoleelever flokkedes omkring standen, hvor to frivillige fra Folkekirkens Nødhjælp og Svenska Kyrkan var med på at besvare spørgsmål fra de unge om Countdown to Co2penhagen og lange badges over desken.
Skoleelever får klima under huden
Mange skoler har åbenbart grebet lejligheden til at få klima under huden og bruge COP15 i undervisningsøjemed.
” Vi er to 6. og to 7. klasser fra vores skole, som besøger DGI-byen og andre klima-aktiviteter. Bagefter skal vi ind på Rådhuspladsen, ” fortæller Nikita Kærby, der var på Klimaforum 09 sammen med sin 7. klasse fra Børneuniversitetet , en skole på Vesterbro.
”Vi skal selv gøre noget. Det er dumt ikke at tage parti for klimaet. Vi kan for eksempel lære at spare på energien,” fastslår Nikita.
Hendes klasseveninde Anna Zoe Larsen synes, at det lyder lige lovligt ”moralsk.”
”Men er da rigtigt, at vi skal gøre noget,” siger Anna.
Nikita Kærby og Anne Zoe Larsen fortæller, at de som del af klimaundervisningen også har været i biografen og se filmen ”Earth,” og at filmen har gjort stort indtryk på dem: ”Fordi man kan se, hvad der sker med isbjørnen og med elefanterne i Afrika på grund af klimaforandringerne.”
Nikita kærså fra Børneuniversitetet i København. Foto: PH
Anna Zoe Larsen fra Børneuniversitetet, København. Foto: PH






