En hverdag uden tæsk

At få bank er en del af det, at være gift for mange malawianske kvinder. I Labani Chirva landsby er det slut, efter beboerne har lært om lighed.

Ella Phiri kunne mærke kinden brænde. Det dunkede i det håndaftryk, hendes mand Benson netop havde afsat på den. Hun holdt øjnene rettet imod myggenettet, imens Benson lagde sig ned og trak tæppet op over sig. Hun ville ikke græde, for børnene lå i værelset ved siden af, og de kunne høre hende igennem den tynde væg. I stedet trak hun vejret dybt og lagde sig med ryggen til Benson. Hun kunne mærke på hans sure ånde, at han havde drukket. Sådan var det næsten altid, når han slog hende.

Næste dag ville Ella gå til landsbylederen for at klage over slagene. Hun gik altid til ham, selv om hun på forhånd vidste, hvad han ville sige:
”Ella, jeg har talt med Benson. Det bør ikke ske igen. Gå hjem til din mand og dine børn”.
Sådan sagde han hver gang.

Vold var hverdag

Det samme skete for alle de andre kvinder i landsbyen. For de havde alle mænd, som indimellem lod slag rasle ned over dem. Ofte uden anden grund, end at manden var i dårligt humør. Sådan havde det altid været.
”I dag ved jeg, at min mand ikke vidste, hvad han gjorde”, siger Ella Phiri. ”Derfor er jeg ikke vred over, at han behandlede mig sådan”.

Nu slår Benson ikke længere Ella. Det gør de andre mænd i landsbyen heller ikke. Det, der fik dem til at holde op, var noget så simpelt som en stak bøger. For i dem var der kapitler om menneskerettigheder, retten til uddannelse, mad og ikke mindst lighed mellem mænd og kvinder.

Mænd ved bålet

”Tidligere måtte kvinder ikke tale, når der var mænd ti stede. De måtte ikke sige noget i offentlige forsamlinger og mænd havde ret til at slå dem”, fortæller John Chirwa, en af landsbyens ledere. Han slog selv sin kone med jævne mellemrum. Men efter at han og resten af landsbyens mænd og kvinder fik læst bøgerne i 2006, blev der vendt op og ned på kønsrollerne i landsbyen.

”Inden da vidste vi ikke, at livet kunne være anderledes. Vi elskede ikke vores koner, og i stedet for at tale om uenigheder, slog vi. Men nu ved vi, at kvinder er vigtige. Vi har indrømmet, at vi tog fejl”, konstaterer John Chirwa.

Stakken af bøger fik landsbyen af Folkekirkens Nødhjælps partnerorganisation Wolrec. Og de bliver stadig læst igen og igen af landsbyboerne. Hver torsdag mødes alle, der har lyst, for at tale om det, de har læst. Og for at finde ud af, hvordan de kan bruge det i landsbyen.

Det har resulteret i, at mændene nu laver mad, køber ind på markedet og serverer for deres familie. Imens er kvinderne begyndt at få lederposter og arbejde mere i marken, fordi landsbyens nyoprettede børnehave giver dem mulighed for at afsætte børnene i nogle timer hver dag.
I landsbyerne omkring, er ideen om lighed også begyndt at vokse frem. Både mænd og kvinder deltager i torsdagsmøderne i Labani Chirwa landsby, for at finde ud af, hvad de kan tage med hjem til deres hytte.

”Nu lever vi et bedre liv. Min mand vasker tøj og laver mad – det har jeg lært ham”, griner Ella Phiri. ”Vi kvinder føler os mere fri, og vores børn vokser op med gode ideer til et godt liv. Tænk, at livet kan være sådan”.

Af Petrine Elgaard