Her er du: Forside > Temaer > Ligestilling > Artikler > Moderne slaveri
 

 

Historien om en pige

”Når jeg var færdig på optagelserne, kunne jeg ikke lade være med at tude.” Dokumentarfilms instruktør Julie Bezerra Madsen tog fra Danmark til Cambodja med sit kamera for at fortælle historien om Leang, der blev solgt af sine forældre.

Da cambodjanske Leang var 13, solgte hendes forældre hende til naboen, som tog hende med til et bordel ved Thailands grænse.

Her skulle hun sælge sin krop til mænd. Hun nægtede.

Hun fik valget, om hun ville afstraffes med en knibtang, elektrostød, bankes med pisk eller kølle. Bagefter bedøvede de hende med sovemiddel.

Så var hun nemmere at voldtage.

17-årige Leangs historie er barsk. Så barsk at 25-årige Julie Bezerra Madsen havde svært ved at forholde sig til den.

”Når hun fortalte, hvad hun har været igennem, fik jeg en masse billeder inde i hovedet, men det var bare så grotesk, at det næsten var som at se en film. Jeg kunne ikke forstå, at den her pige kunne have gennemgået alt det og så stadigvæk sidde der og fungere normalt,” siger Julie Bezerra Madsen, der studerer tv- og medietilrettelæggelse på Mediehøjskolen i København.

200 år tilbage i tiden

I en uge fulgte hun cambodjanske Leang med sit kamera for at dokumentere hendes historie. En opgave, der blev hårdere end forventet.

”Jeg vidste godt, det ville blive hårdt at lave filmen, men man kan ikke forestille sig, hvordan det er, før man står i situationen. Det var som om, jeg var kommet 200 år tilbage i tiden,” fortæller Julie Bezerra Madsen.

Under optagelserne kom hun helt tæt på Leang og hendes historie, og det var somme tider svært for hende at bevare professionalismen.

”Hele ugen gik jeg rundt og var en tikkende tudebombe. Tit sad jeg med dunkende hjerte, mens kameraet begyndte at ryste, fordi jeg var lige ved at græde. Jeg vidste ikke, om jeg skulle lade kameraet køre eller gå hen og give hende et knus,” fortæller hun.

Alt for forældrene

Leang har det sidste år boet på et kvindecenter, hvor hun har fået sin egen rådgiver og en uddannelse som syerske.

Nu er tiden kommet, hvor hun skal forlade centeret og stå på egne ben.

I filmen står hun over for valget, om hun skal blive i byen og arbejde på en restaurant eller tage tilbage til sin familie og dermed risikere, at hendes far endnu en gang sælger hende til tvangsprostitution.

”Pigerne er betingelsesløst loyale over for deres forældre. De vil gøre alt for at vinde deres respekt og kærlighed. Også selv om det måske var dem, der sendte dem i prostitution i første omgang. Det var virkelig svært at forstå. Jeg havde bare lyst til at ruske i pigerne og sige ’NEJ’,” siger Julie Bezerra Madsen.

Et stærkt portræt

Hun er overbevist om, at Leang ville være taget tilbage til sine forældre, hvis kvindecenterets rådgivere ikke havde været der til at støtte hende. Og hun ved, at Leangs historie langt fra er enestående.

Derfor håber hun, at filmen kan være med til at vise, at kvindecentrene giver pigerne et håb om et værdigt liv efter tvangsprostitution.

Og selvom det har været hårdt at lave filmen, har hun ikke fortrudt, at hun gjorde det: ”Jeg har helt klart overskredet nogle grænser under optagelserne, men jeg har lige så stille sluppet den knugende følelse inden i. Jeg synes, at filmen er blevet et stærkt portræt af en pige, der kæmper for at komme videre efter tvangsprostitution.”

Af Anne Lund-Pedersen

Filmen må kun vises i Danmark

Den nu 17-årige Leang slås stadig med traumerne efter de tre års tvangsprostitution, og hun bryder sig ikke om, at hendes historie bliver kendt vidt og bredt i hendes hjemland.

Men hun vil gerne have, at vi viser filmen i Danmark og fortæller hendes historie i håb om, at flere danskere vil bakke op om kampen mod menneskehandel.

Filmen "Fremtiden i mine hænder" kan bestilles på tlf. 3315 2800 eller på Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside.