Det handler jo ikke om muskler

Minerydning er ikke kun for dem med store overarme og hår på brystet. Det er også for dem med øreringe og elastik i håret

”Det handler ikke så meget om at være fysisk stærk i et traditionelt mandefag, men mere om sund fornuft og en stærk vilje,” forklarer Fatmire Uka, der er teknisk rådgiver på Folkekirkens Nødhjælps minerydningsprogram i Libanon. Hun er i Danmark på kursus – som den eneste kvinde på kurset:
”Der er intet i denne verden, som en kvinde ikke kan gøre ligeså godt som en mand. Det er jeg fuldstændig overbevist om. Men kvinden må ofte arbejde hårdere end manden for at nå ligeså langt.”

Krigen i Kosovo var årsag til, at den nu 31-årige kosovo-albaner kom til at arbejde med minerydning. Hun var ellers i gang med lægestudiet, men det blev afbrudt, da krigen brød ud i 1999.
”De to verdener ligger ikke så langt fra hinanden, for i begge drejer det sig jo om at hjælpe mennesker i nød,” smiler hun.

Da krigen var ovre, hørte hun gennem en ven om Folkekirkens Nødhjælp, som var begyndt at rydde miner i det nordvestlige Kosovo. Der var brug for en tolk. Fatmire Uka blev ansat til at oversætte, når lokale mineryddere skulle oplæres.

Snart bad hun om at blive en del af rydningsholdet, selv om det var noget mere risikabelt at sidde på alle fire og stikke i jorden med en metalpind end at tolke på behørig afstand af minerne.

”Jeg kunne se i deres ansigter, hvor spændte og glade de blev, når de fandt en mine. Det gav ligesom mening, og den følelse ville jeg også gerne have,” forklarer hun.

Fejl er udelukket

Kort efter Fatmire Uka havde lært at rydde miner, blev hun udnævnt til lokal leder af et minerydningshold. Og da arbejdet i Kosovo var afsluttet, fulgte hun med til Albanien, hvor der også var udlagt miner.

For godt et år siden flyttede hun så til det sydlige Libanon, hvor klyngebomber og anden ueksploderet ammunition ligger spredt efter krigen mellem Israel og Hizbollah Militsen i 2006.

Arbejdsdagen i Libanon begynder klokken 5 om morgenen med møder. Derefter tager Fatmire Uka med sit hold ud for at finde, fjerne eller sprænge klyngebomber indtil klokken bliver 18. Aftnerne bruger hun på at gå 12-15 kilometer rundt i byen og langs stranden for at stresse af.

”Det er barsk at lede et minerydningshold, for en enkelt fejl kan få katastrofale følger,” siger Fatmire Uka, der har været vidne til flere mineulykker, da hun arbejdede i Kosovo og Albanien. Da kostede det enten en fod eller et ben hos de ramte.

”Vi var alle meget påvirkede, når der skete en ulykke, men ingen af os tænkte på at kvitte arbejdet. Tværtimod. Når det værste chok var ovre, var vi næsten endnu mere opsatte på at komme ud og få ryddet et område.”

Familien sms'er hver dag

Forældrene og de fem søskende hjemme i Kosovo har haft svært ved at forstå hendes valg. De blev, som Fatmire Uka udtrykker det, ”fuldstændig tossede”, da hun som 22-årig fortalte, at hun ville være minerydder.

Familien har nu accepteret det, men hver eneste dag sender forældrene en sms for at høre, om hun er okay. Familiens bekymringer får dog ikke Fatmire Uka til at overveje et jobskifte:
”Det er det her, jeg vil. Og hver gang jeg kan se, at der er noget, jeg kan blive bedre til, gør jeg, hvad jeg kan, for at blive dygtigere.”